Husets harmoni
Carl Th. Dreyers største danske stumfilm, Du skal ære din hustru havde dansk biografpremiere 5. oktober 1925 - ti år efter de danske kvinder fik tilkendt national valgret. Det er dog snarere et psykologisk end et kønspolitisk ærinde, man fornemmer i Dreyers iscenesættelse af Svend Rindoms skuespil ”Tyrannens fald”. Scanbox har netop genudgivet filmen på video med engelske mellemtekster og musik af Lars Fjeldmose.
En hustru ærer sin mand
Tyrannen, der falder, er optikeren John. Han styrer sit småborgerlige hjem, sin hustru og deres tre børn med hård hånd. Han er dybt forkælet, og hustruen Mary gør sin største dyd ud af at behage ham og udføre de huslige pligter til punkt og prikke. Som eneste tak får hun sure miner og skældud. Man fornemmer i Mary tydeligt det guldhjerte, som Lars von Trier siden har indkredset en nutidsversion af i trilogien Breaking the Waves, Idioterne og Dancer in the Dark.
En passiv heltinde
Hos Dreyer er guldhjertet dog først og fremmest en passiv heltinde. Der skal stærkere kræfter til at ændre historiens gang, der peger direkte frem mod Marys sammenbrud. De stærkere kræfter kommer i spil, når Johns gamle barnepige, Nana, der stadig har sin gang i huset, og Marys mor blander sig i det tætte kammerspil. Sammen beslutter de sig for at sende Mary på rekreation. Nana flytter derpå ind i lejligheden, og ganske langsomt genfinder forholdet mellem hende og John samme magtfordeling, som da Nana var hans barnepige. John indser, hvor dårligt han har behandlet Mary, og hvor meget han i virkeligheden elsker hende.
Næsten nutidens værdig
Selvom titlen nu til dags kan synes banalt moraliserende, er Johns hårde vej til erkendelsen stadig et velfungerende studie i, hvad der kan være nødvendig for at sikre husets harmoni.
Som filmen skrider frem, fornemmer man langsomt, at billederne får lov til at tale mere end de forklarende mellemtekster, der ofte gør stumfilmen til en ufærdig blanding af noget litterært og noget visuelt. Specielt i filmens sidste tredjedel imponerer Dreyer med filmisk fortælling, der næsten er nutidens værdig.
Realistisk spil
Selve skuespillet er svært at vurdere, da kameraet en stor del af tiden holder sig på afstand og skuespillerne kun ganske få gange bringes tæt nok på, til at man kan fornemme dem arbejde med deres udtryk. Dog skal Mathilde Nielsen fremhæves for sin bestemte fremtoning og sin fine fornemmelse for sin rolles snuhed. Mimikken bliver i det hele taget ikke overspillet nær så meget, som man ofte oplever det i stumfilm. Astrid Holm er stort set kun pynt i rollen som Mary og Johannes Meyer får hele filmen til at gå med at skildre Johns tre sider: den herskende, den underdanige og den elskende.
Interessant bekendtskab
Som skuespillet er historien gennemgående realistisk, og scenografien, som Dreyer også selv tog sig af, er sparsom og troværdig. På nær nogle ganske få scener og mellemspil, udspiller historien sig alene indenfor lejlighedens fire vægge. Sammen med en fin dynamik i klipningen, som Dreyer også selv stod for, og i kameravinklerne, der suppleres med en begrænset, men effektiv bevægelighed, gør det som helhed, den 107 minutter lange omgang sort-hvid til et ganske interessant bekendtskab.
Kort dansk visit
Da Dreyer i 1925 havde premiere med Du skal ære din hustru, som blev produceret af Palladium, markerede den et kort visit tilbage til dansk film for den filmiske verdensmand, der havde optaget sine to forrige film i Tyskland.
Filmen vakte så meget opsigt i Paris (den kom rundt i 57 biografer i løbet af kun tre uger), at Dreyer siden hen havde navn nok til iscenesættelsen af den franskproducerede Jeanne D'Arc's lidelse og død, filmen, der for alvor skrev Dreyers navn ind i filmhistorien.